4 idéer til dates på budget

Er du studerende og vil gerne invitere din kæreste på en skøn date? Synes du, det er svært at finde på noget sjovt, hyggeligt eller romantisk, som ikke koster alverden? Så læs med her, hvor du får fire idéer til dates på budget.

Romantisk picnic

Er der godt vejr udenfor? Så pak en skøn picnickurv, og inviter din kæreste på mad i det fri. Det behøver ikke at koste alverden, men det er drønhyggeligt. I kan eksempelvis tage på picnic i den lokale park, i en nærliggende skov eller på stranden. Vælger I sidstnævnte mulighed, er det oplagt at tage en engangsgrill med og holde grill-picnic.

Til en vellykket picnic skal du huske at pakke et tæppe, I kan sidde på, og naturligvis mad og drikke. Derudover skal du huske service og sådan noget som vin- eller øloplukker, som ellers er en ting, man godt kunne komme til at glemme.

Sjov tur i naturen

I mange større byer findes der en dyrehave, og der er få ting, der er hyggeligere end at besøge disse. Langt de fleste dyrehaver er åbne året rundt, men det er naturligvis mest oplagt at tage ud i naturen på smukke og tørre dage. Dyrehaverne er især smukke at besøge om sommeren og om efteråret.

I de fleste dyrehaver er det tilladt at fodre dyrene med eksempelvis gulerødder, og det kan I med garanti få meget sjov ud af. Pak derfor blot en taske med snacks både til dyrene og til jer selv, så er I klar. Det er en virkelig billig aktivitet, som samtidig er virkelig sjov og hyggelig.

Hyggelig filmaften

Er vejret ikke til udendørs aktiviteter, kan du invitere din kæreste til en skøn filmaften. Dæk gulvet med madrasser, puder og tæpper, så I kan sidde godt. Køb derudover nogle lækre snacks, I kan hygge jer med. Skal der være biografstemning over det, skal du naturligvis vælge popcorn.

Udvælg nu et par film, I skal se. Der er naturligvis frit valg på alle hylder, men er du på bar bund, er nogle af de mange nye, danske film bestemt anbefalelsesværdige. Det samme gælder faktisk de gamle klassikere såsom Morten Korch-filmene. De er hyggelige, idylliske og morsomme.

Lækker hjemmelavet middag

Hvem siger, at du ikke kan invitere din kæreste på en lækker middag, selvom du ikke har råd til at invitere vedkommende ud at spise? Det er mindst lige så skønt at blive inviteret på hjemmelavet middag, som det er at blive inviteret på restaurant. Er du bare nogenlunde ferm i et køkken, er dette derfor den oplagte dateidé.

Det er klart, at det hurtigt løber op at lave en hjemmelavet middag, hvis du vælger de dyreste råvarer. Tænker du derimod økonomisk, når du sammensætter menuen, behøver det ikke at koste alverden, og du skal jo have mad uanset hvad.

Du kan på nettet finde massevis af budgetvenlige opskrifter, så tag et kig på disse, og sammensæt derefter en skøn menu. Din kæreste vil uden tvivl elske at kunne nyde din hjemmelavede middag.


Udgivet

i

af

Tags: