Sådan giver du din lejlighed en makeover på budget

Trænger din lejlighed til en kærlig hånd? Er du på SU og har derfor ikke råd til at kaste vanvittigt mange penge i projektet? Så er det heldigt, at du sagtens kan give din lejlighed en makeover på budget. Læs blot med her, hvor du får en række tips til, hvordan du nemt og billigt giver din bolig nyt liv.

Mal en enkelt væg i en flot farve

Vil du gerne i en fart lave om på udtrykket i din lejlighed, kan det være en idé at male en enkelt væg i eksempelvis stuen. På den måde bliver rummet i en fart helt anderledes, og det behøver ikke at koste alverden. Er alle dine vægge hvide, skaber det en fed kontrast, at du maler en enkelt væg i en anderledes farve, som tiltrækker sig masser af opmærksomhed.

Skift dine gardiner ud

Gardinerne kan gøre en stor forskel i forhold til, hvordan din bolig virker. Derfor kan du med fordel vælge at skifte disse ud, hvis du trænger til, at der sker noget nyt. Ønsker du at sætte dit helt eget præg på boligen, kan du vælge selv at sy dine gardiner. Så kan du fuldkommen selv bestemme, hvordan de skal se ud.

Invester i nye pyntegenstande

Køber du et par nye planter, nogle nye sofapuder samt nye dækkeservietter til bordet, kommer din bolig hurtigt til at se helt anderledes ud. Det behøver ikke nødvendigvis at være de helt store ting, der ændres på, når du vil skabe nyt liv i dit hjem. Med fine pyntegenstande bliver din bolig i en fart fornyet – endda ganske billigt.

Lakér dine gulve

Det er et lidt større projekt at lakere ens gulve, men det kan virkelig også gøre meget for, hvordan din lejlighed tager sig ud. Du kan finde en grundig guide til lakering af gulv, hvis ikke du ønsker at skulle betale professionelle for at gøre det. Tør du selv kaste dig ud i projektet, kan du ganske billigt forvandle dit gulv og få det til at se ud som nyt.

Mal dine træmøbler

Med en bøtte maling i den ene hånd og en pensel i den anden kan du give dine møbler et helt nyt look. Har du træmøbler, er det en smal sag at give dem et lag maling for at give dem nyt liv. Synes du, det er lige drastisk nok at male dem i en helt anden farve, kan du nøjes med at give dem en god omgang olie. Det vil uden tvivl få dem til at tage sig endnu bedre ud.

Shop genbrugsmøbler

Skal du have fat i nye møbler til din lejlighed, bør du helt klart overveje at købe genbrug. Det er væsentligt billigere, end det er at købe møbler fra ny. Dertil kommer, at du typisk kan finde nogle mere specielle ting, når du vælger at købe brugte møbler, og desuden er det bæredygtigt. Der er altså masser af gode grunde til at gå på genbrugsjagt, hvis du vil give din lejlighed en makeover.


Udgivet

i

af

Tags: